Bunden var ikke køn. I mange år har den forrige ejer blot plettet og kommet mere bundmaling på, uden at slibe af. Så nogle steder var der regulære kagmer med gammel maling, andre steder slog bundmalingen fra. Så... låne klubbens slibemaskine med støvsuger og gå i gang fra en ende.
Det der med en tung slibemaskine påmonteret en laaaang støvsøgerslange er ikke nogen fornøjelse taget de stride arbejdsstillinger i betragtning. Ja, men du milde..., men det er jo ikke noget at gøre, og jo da, man bliver jo færdig, forbrug 20 skiver, nummeret efter havefliser, 40, og smerter nye steder hver dag.
Kølen er en udfordring for sig. Og jeg har kvajet mig. Jeg troede, jeg kunne slibe den gamle maling, herunder epoxy af. Det kan man ikke. Man kan slide epoxyen af med en vinkelsliber. Og for at det ikke skal være løgn, der er to lag med et lag rust i mellem. Så det tager tid, en 20 timers tid, vist det kan gøre det. Og det bliver jo ikke godt.
Jeg burde have bestilt sandblæsning, men man ved jo ikke det, man ikke ved, før man ved det... og det ved man for sent. Men men men... nu sliber jeg det rent, så, når jeg skal i gang med epoxyen, skal et stykke slibes, tørres med ceolosefortynder og males... et lille stykke ad gangen. Og alligevel maler vi jo ikke for evigheden. Det er klart, rusten vil slå ud og jeg må slibe og plette... Sysifosarbejde, men jo til at håndtere...
En af naboerne brokkede sig over støvgenerne fra mit slibe-slide-projekt. Det kan jeg godt forstå, det burde have været gjort i vinter. Mens de andre både var dækket af presenninger. Så jeg riggede op et skjørt omkring båden, i læ side, og det hjalp. Det bevidner i et hvert fald min gode vilje.
Men arbejdet er gået lidt i stå her i påsken. Vejret er for dårligt.
Min lokale pusher,- Fin hos Bue-net-, mente, jeg burde male hele undervandsskroget med epoxy. Mange penge, stort arbejde, og, kom jeg heldigvis i tanke om, slettes ikke påkrævet. Så jeg nøjes med kølen. Og han havde et godt råd, den der polermaskine, jeg købte hos ham til 500 kr, og ikke hos Onkel Harald til 200, den kan man hænge i en elastik, så skal man ikke bruge og belaste alle de der små muskler i nakke og ryg. I et hvert fald ikke så meget, som man ellers godt kunne komme til.
Så foreslog han forskellige kemiske produkter til polerarbejde..., noget til fejlfarver, andet til at slibe med, og endelig voks. Der er et apr skader i gelcoaten, en ved badestigen agtentil og en ridse... småting, men mon om lidt epoxy ikke kan gøre det. Så må jeg finde ud af pigmenter...
En helt ny verden for en gammel spidsgattesejler.